Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Børn gør det godt, hvis de kan

I Hjørringskolen er vi inspireret af og arbejder efter den amerikanske psykolog, Ross Greens pædagogiske metode: Samarbejdsbaseret problemløsning. Udgangspunktet og tænkningen er at: ”Børn gør det godt, hvis de kan”. Hvis ikke de kan, er der noget, der er kommet i vejen for dem. Så, det handler altså ikke om, at barnet ikke vil!

Det betyder i vores skolehverdag, at hvis nogle af vores elever reagerer uhensigtsmæssigt, så ved vi, at det er fordi, de bliver mødt med krav, som de ikke kan honorere. Her er det vores opgave at se på hvilke krav, vi stiller, hvordan vi stiller dem, og hvilke forventninger vi har til elevens færdigheder og evner. Det er teamet omkring eleven, som har opgaven med at justere og tilpasse undervisningen, så eleverne oplever den meningsfuld og dermed får det bedste udgangspunkt for at lære. Målet er samtidig at styrke elevernes kognitive, følelsesmæssige og sociale kompetencer.

Ud over at teamet arbejder med justering af konteksten og justering af krav og forventninger – bliver teamet også nysgerrige på at forstå eleven gennem samtaler. I Hjørringskolen er vi i gang med at implementere Ross Greens samtaleteknik. Hvor eleven mødes med en voksen i dialog og har en reflekterende samtale. Netop denne samtale hedder en Plan B samtale. Det centrale er, at barnet inddrages, føler ejerskab og sammen med den voksne finder frem til en realistisk og god løsning, der fungerer for begge parter.

Læs og høre mere på: https://www.rossgreeneidanmark.dk/om-proaktiv-problemloesning/